NYHEDER

HAVEN ANNOUNCES THE ART PROGRAM AND MORE TO THE MUSIC LINE UP

UDGIVET: jul 17, 2018

HAVEN offentliggør kunstprogram og endnu et musiknavn

Nyt musiknavn føjes nu til plakaten for anden omgang af den eksperimentelle festival, HAVEN, der finder sted om under en måned, nemlig 10. og 11. august. Derudover fortæller festivalen om, hvad der kan opleves på kunst-siden, hvor kuratorerne Aaron Dessner og Bryce Dessner i år har valgt at fokusere på det sociale.

ArtRebels og Henrik Vibskov står for petanque og Mindcraft

En vigtig del af HAVENs eksistens er at inddrage det kunstneriske som en aktiv del af hele festivalen. På et æstetisk plan, hvor forskellige kunstnere bidrager med tilblivelsen af pladsen. På et konceptuelt plan, hvor de forskellige artister og discipliner (mad, øl og musik) bringes sammen i nye konstellationer. Og i år også på et interaktivt plan, hvor kunsten bruges til at iscenesætte nye møder mellem HAVENs gæster. Det kommer det kreative studio og kollektiv, ArtRebels, og designeren samt kunstneren, Henrik Vibskov, til at sørge for.

Henrik Vibskovs prisvindende udstillingsarkitektur Mindcraft17 blev oprindeligt bestilt af Statens Kunstfond og opført til Milan Design Week 2017. Det interaktive værk er aldrig blevet vist i Danmark, og HAVEN kan nu for første gang præsentere det som en del af årets festival, hvor det kommer til at skabe ramme for musik, performances og nye menneskelige møder. Mindcraft17 vil være et afgangssted, et møde med en anden verden midt i festvalen. Det bliver ’the white space’. Stedet, hvor mennesker kan skinne og komme hinanden ved. Det kan dårligt beskrives med ord – det skal opleves. HAVENS kunstneriske kuratoror, Aaron og Bryce Dessner, glæder sig til at få værket på HAVEN.

“Henrik Vibskov er en utrolig alsidig kunstner. Tøjdesigner, installationskunstner, kurator og faktisk også en ret god trommeslager. Vi havde fornøjelsen af at spille med ham igennem FOS’ Small White Man-installation under sidste års festival. Siden har vores relation udviklet sig, så han nu bidrager direkte til HAVEN 2018.” – Aaron og Bryce Dessner


ArtRebels bygger to installationer på HAVEN; Arena og Limelight. De er skabt i samarbejde med henholdsvis designkollektivet Cmpndm og tegnestuen SachsNottveit (SANO). Arena bliver en form for ministadium, hvor man kan spille petanque i midten eller sidde på de intime tilskuertribuner og føre dybe samtaler. I forlængelse af Arena og oppe på en lille bakketop finder man Limelight, en pavillon designet både som scene for jamsession, performances og generelt et hang out for festivalens gæster.

Som et kollektiv, der konstant skubber grænserne for, hvad et stedspecifikt kunstværk eller en festival kan være, er ArtRebels og HAVEN meget beslægtede, og vi er derfor enormt glade for at arbejde med dem om disse to installationer til årets festival.” – Aaron og Bryce Dessner

Ud over Henrik Vibskov og ArtRebels, kommer der også værker fra en række kunstnere, der er blevet udvalgt igennem festivalens ’open call for art’, som blevet lavet tidligere på året.

Wye Oak på HAVEN

HAVEN overrasker nu med endnu et navn på musiksiden af årets festival, og det er de amerikanske Wye Oak. Jenn Wasner og Andy Stack, i indie-rock kredse bedre kendt som Wye Oak, har både sammen og hver for sig spenderet størstedelen af deres formative år på musikscenen i Baltimore på den amerikanske østkyst. Men efter det kommercielle gennembrud med det tredje album ”Civilian” (2011), samt den efterfølgende lange, udmattende turne, måtte den ellers sammentømrede duo erkende, at tiden var inde til forandring, hvis de stadig skulle lave meningsfuld musik sammen. Wasner flyttede til North Carolina, Stack flyttede til Oregon, og med næsten hele USA imellem sig, fortsatte de med at udveksle og udvikle fantastiske sange. Duoens sjette album, den flot anmeldte ”The Louder I Call, The Faster It Runs”, der udkom i januar, viser det foreløbige peak i et kreativt samarbejde. Wye Oak skriver sig ind på årets plakat med Kraftwerk 3D, Arcade Fire, Moses Sumney, Brockhampton, Thåström og mange, mange flere.